Pasta Fidanzati alla Norma – en ægte siciliansk klassiker

En traditionel pastaret fra Sicilien, hvor stegt aubergine og en fyldig tomatsauce mødes i perfekt harmoni. Simpel, smagfuld og elsket af hele familien!

Pasta alla Norma stammer fra Catania på Sicilien og er opkaldt efter Vincenzo Bellinis opera Norma. Retten er kendt for sin kombination af mør, stegt aubergine, en intens tomatsauce og friskrevet parmesan. En fantastisk kødfri pastaret, hvor de enkle ingredienser virkelig får lov til at skinne!

Pasta Fidanzati – betyder "de elskende", og jeg er sikker på, at hele familien vil elske denne smagfulde klassiker.

Opskift: 4-6 personer

DET SKAL DU BRUGE

500 g Pasta Fidanzati 

2 auberginer (ikke for store)
Ekstra jomfruolivenolie 

1 stort løg, finthakket
2 glas tomatsauce 
2 spsk pastakrydderiblanding 
2 dl kogevand (måske lidt mere)

2-3 dryp hvid balsamico 
Salt & peber fra kværn 
1 nip sukker

Topping
Fintrevet parmesanost
Friske krydderurter efter eget valg

SÅDAN GØR DU

Kog pastaen
Kog pastaen i godt saltet vand efter anvisningen på pakken.
Gem 2 dl kogevand, og hæld resten fra.

Steg auberginen
Skær auberginerne i ½ cm tykke skiver og derefter i tern eller aflange stykker.
Varm en pande godt op, og steg auberginestykkerne i rigeligt olivenolie – her skal du ikke spare!
Vend stykkerne jævnligt, og lad dem få en let stegeskorpe uden at branke.
Læg de stegte auberginestykker på et fad, og kværn lidt salt over.

Tip: Auberginer absorberer olie som en svamp, men det er netop det, der giver den lækre, bløde konsistens!

Lav tomatsaucen
Skru ned for varmen, og steg de finthakkede løg i lidt ekstra olivenolie, til de bliver bløde.
Tilsæt pastakrydderi, og lad det sautere kort.
Hæld tomatsaucen i, og skyl glassene med lidt af det gemte kogevand, så al saucen kommer med.
Lad det hele simre i ca. 10 minutter – pas på, at saucen ikke brænder på.

Saml retten
Vend den kogte pasta og de stegte auberginestykker i tomatsaucen.
Smag til med peber, et lille nip sukker og et par dryp hvid balsamico – det giver en fantastisk dybde i smagen.
Hvis saucen virker for tyk, tilsæt lidt ekstra kogevand.
Vend det hele forsigtigt rundt, og lad retten simre et par minutter.

Servering
Servér retten i et stort lerfad eller portionsanrettet på tallerkener.
Top med friskrevet parmesan og hakkede krydderurter.

Tip: Aubergine bør altid tilberedes! Den udvikler sin fyldige, nærmest kødagtige smag, når den steges i god olivenolie.
Server retten med et stykke ristet brød og en grøn salat for en komplet italiensk middag.


En simpel, men smagfuld pastaklassiker fra Sicilien – klar på under 30 minutter!